Om ulovligt indhold
Du kan ikke klage til DSA-tilsynet om ulovligt indhold på onlinemarkedspladser.
Forordningen om digitale tjenester (DSA) fastsætter ikke, hvad der er ulovligt indhold på onlinemarkedspladser. Hvad der betragtes som ulovligt, er fastsat i forskellige andre love.
DSA-tilsynet kan derfor ikke behandle klager over ulovligt indhold på onlinemarkedspladser.
Indgiv anmeldelse til onlinemarkedspladsen
Alle hosting-tjenester, herunder onlinemarkedspladser, skal give sine brugere mulighed for at indgive anmeldelser om ulovligt indhold på deres tjeneste via en anmeldelsesfunktion. Dette er fastlagt i artikel 16 i forordningen for digitale tjenester (DSA).
Hvis du mener, at der er indhold om fx et ulovligt produkt eller en ulovlig tjenesteydelse på en onlinemarkedsplads, henviser vi dig til at bruge platformens anmeldelsesfunktion for at indgive en anmeldelse om dette. Hvis onlinemarkedspladsen ikke har en sådan anmeldelsesfunktion, kan du klage over dette via vores klageformular ved at gå til valgmuligheden ”Andet”.
Udover at indgive anmeldelse om ulovligt indhold til onlinemarkedspladsen, kan du også klage til den relevante myndighed, som kan vurdere, om indholdet er ulovligt .
Eksempelvis kan et produkt være ulovligt, hvis det ikke lever op til gældende produktsikkerhedsregler. Hvis du har mistanke om, at et produkt er farligt eller ulovligt, kan du oprette en anmeldelse via www.produkter.dk. Hvis kontrolmyndigheden vurderer, at produktet ikke er i overensstemmelse med reglerne, kan kontrolmyndigheden påbyde platformen at fjerne produktet.